Loose Lips Sink Ships - S/T 7"

I dag bliver det bare til et hurtigt lille indlæg om en hurtig lille 7" plade.


Loose Lips Sink Ships spiller math-rock, der placerer sig lige midt imellem Tera Melos og Ghosts and Vodka. Spazzet i den rytmiske afdeling, sukkersødt i den melodiske afdeling og med guitarsnørklerier ad libitum.

Jeg deler i dag deres selv-navngivne 7" fra 2009.

Download

Råb & Skrig Mix

Det er atter blevet tid til et mix.

Som titlen på dagens indlæg indikerer, er der i dag tale om musik hvor vokalen råbes/skriges.
Temaet behøver vel ikke nogen dybdegående redegørelse. Jeg vil dog sige så meget, som at vi på intet tidspunkt nærmer os trolde-growls, grisehyl, eller anden form for rollespilsinspireret karikaturvokal.

Jeg har prøvet at komme omkring forskellige facetter af råberiet, og har inkluderet nogle forskellige ting. Noget tangerer sang. Andet tangerer støj. Noget er dybt, noget skingert. Men alt er intenst og musikalsk.

Mixet er endt sådan her:

Black Elk - My Last Shred of Decency
Charlottefield - Beatings
Drive Like Jehu - Golden Brown
Future Adventures - Hands
Geisha - A Wilderness, Except by Sight
Ken Mode - Dear John Letter Crew
Kidcrash - Grim Collections
Kowloon Walled City - Gambling on the Richter Scale
Madraso - Daisy Cutter
Traindodge - Beckon the Inferno

Download

Swirlies - They Spent Their Wild Youthful Days in the Glittering World of the Salons

I hælene på den britiske shoegazescenes popularitet i de første år af halvfemserne, opstod der en mindre amerikansk bølge af bands, der lod sig inspirere af den nye tilgang til guitarens soniske muligheder. Jeg tænker her på bands som Medicine, Lorelei, Lilys og måske det bedste bud på en slags frontfigur af bølgen: Swirlies.

De omtalte bands var så vidt jeg ved ikke samlet geografisk, og jeg skal ikke kunne sige om der var tale om nogen særlig sammentømret eller sammenhængende bevægelse. Men der var nogle få pladeselskaber som fx. Slumberland, der udgav det output, disse bands kreerede, og set på afstand her ca. 15+ år senere, synes jeg godt man kan tale om en slags amerikansk shoegaze-bølge. Kendetegn for denne er nok en mere rå lyd end nogle af de blødere engelske bands som Ride eller Slowdive, samt en tendens til lidt mere rockende rytmer (gerne i lidt højere tempi end enlænderne). Jeg kan godt selv lide at forestille mig at de amerikanske bands blandede noget af deres egne nationale kulturarv fra fx. Sonic Youth med de oversøiske inspirationer. Men sådanne teorier kan naturligvis kun kategoriseres som 100% spekulative.

I dag deler jeg min favoritplade med Boston-bandet Swirlies. Der er tale om bandets tredje plade fra 1996: They Spent Their Wild Youthful Days in the Glittering World of the Salons.



Det er svært at sætte ord på indeholdet af denne her plade. Sangene er for det meste forankret i skæv og catchy indie-rock. Hvis man kan forestille sig en blanding af Sonic Youth, Pavement og tidlig Mew, er det nok meget rammende i forhold til sangskrivningen. I løbet af pladen, er sangene dog så langt ude og vende, at det samlede indtryk af pladen mest af alt er det af en slags enormt lydeksperiment. Hvis man har et problem med blævrende guitareksplosioner og underlige samples, bliver dette her nok aldrig en favorit, men når det er sagt, er der slet ikke tale om støj fra start til slut. Bandet er faktisk rundt i et utal af stemninger/instrumenteringer/lyde i løbet af pladen, og jeg er rimelig sikker på at alle vil støde på et par nye lyde i løbet af pladens 14 sange.

Download

Som en lille kuriøsitet, kan nævnes, at Swirlies-frontmand Damon Tutunjian har produceret Mews første plade A Triumph for Man, varmet op for Mew på en danmarksturne med sit sideprojekt The Yes Girls, samt ageret midlertidig bassist under sangskrivningen til den nyeste Mew plade.

Swirlies er, så vidt jeg ved, fortsat aktive.

Anbefaling/Recommendation

Tag et smut forbi Lakpizza og download en yderst groovy plade med Joy Lieberkind!

Polaris - Polaris

Polaris er (var?) et engelsk rockband fra Leeds.

Ud over diverse compilation-bidrag osv. udgav bandet to plader; Belated (1998) og Polaris (2006). Bandet har, trods den relativt korte diskografi, spillet sammen siden 1993, og skulle efter sigende være en slags respekterede old boys indenfor den lokale scene.

Jeg skriver i dag lidt om deres sidste plade.



Bandet havde, som det fremgår ovenfor, 8 år til at lave denne plade, og imens man kan sætte spørgsmål ved om nogen plade tager 8 år at skrive, så må man sige, at pladens sange er meget gennemtænkte. Der er både et væld af små lækre melodiske detaljer i det velkoordinerede guitarspil, samt en overlegen sans for at holde igen på de rigtige tidspunkter. Resultatet er en meget organisk og naturlig lyd. Stilen er jazzet post-rock/instrumental-rock. I løbet af pladen, minder sangskrivningen mig om bands som Tortoise, Mogwai, Karate, Dianogah og Shipping News.

Pladens højdepunkter er for mig den melodiske overflod på Blue Sky Pink og Kissing samt de rullende rytmer i Conquering Small Places. Czech it out.

Download

Ps. Der er et eller andet ved dette her band, der minder mig meget om et andet band, jeg ikke kan identificere.
Kom gerne med forslag.

Hum - You'd Prefer An Astronaut

I dag skriver jeg om (endnu) en af mine absolutte favoritter.

Amerikanske Hum fra Champaigne, Illinois, er for mig indbegræbet af det jeg gik glip af, ved at ved at være født for sent til at opleve 90'ernes alternative bølge.

Dette skyldes ikke i nogen grad, at Hum var repræsentative for andre bands fra perioden. Deres lyd er faktisk ret unik idet den kombinerer elementer fra grunge med støjflader og guitareffekter, der normalt identificeres med shoegazegenren. Måske er det produktionen. Måske er det forsanger Matt talbots store hinkestensbriller og kortafklippede denim shorts. Måske er det de enorme mure af distortet guitar, eller det sci-fi-inspirerede tekstunivers. Måske er det det faktum at Hum faktisk havde en ret succesfuld single i midthalvfemserne med deres nummer Stars.

Men i hvert fald symboliserer Hum for mig en periode, jeg gerne selv ville have været teenager i, hvor alternativ rock dominerede (i hvert fald nogle få af) radiobølgerne, og hvor et band som Hum fik spilletid på diverse late-night shows og fik deres videoer spillet på MTV. Og hvor jeg måske havde haft bare en lille chance for at have en "hip" og "moderigtigt" musiksmag.

Da Hum havde deres korte bølge af succes, vil jeg tro, de appellerede til fans af eksempelvis Smashing Pumpkins. Men det er mit indtryk at de i dag (nok grundet deres ikke-så-kommercielle tonale/melodiske tendenser) deler flest fans med bands som Failure, Shiner og lignende.

Når alt dette er sagt, er der ikke nogen reel grund til at sammenligne Hum til højre og venstre, for de havde en lyd, med så mange unikke små kendetegn, at den til dato stadig skiller sig ud fra alt andet.



You'd Prefer An Astronaut fra 1995, er så vidt jeg husker bandets tredje plade, og var med singlen Stars, bandets gennembrudsplade. Hums første to plader er ikke dårlige, men jeg er ikke alene om at synes, at de med YPAA tog et kvantespring fra deres tidligere materiale. De første to plader er mere gennemsyrede af tidens grungelyd, og jeg synes der er en grænse for hvor højt jeg kan komme op og ringe over fuzzede power-chords. Heldigvis fandt bandet tilsyneladende de sidste ingredienser de skulle bruge for at fuldende det fantastiske udtryk, som YPAA og efterfølgeren Downward is Heavenward testamenterer.

Hums lyd er meget fyldig og omsluttende men samtidig utrolig detaljeret, og formår på trods af at virke helt enorm, samtidig at indeholde en vis skrøbelighed. Og egentligt kunne man sige det samme om det melodiske univers, Hum arbejder i.

Jeg kunne nemt skrive i timevis om hvor fantastiske Hum er, men da ingen har lyst til at stå i sødsuppe til knæene, vil jeg i stedet blot anbefale alle at give denne plade et lyt. Mine personlige favoritter tæller The Pod, Why I Like the Robins, I'd Like Your Hair Long og den superbe I Hate It Too.

Jeg var lige ved at linke videre til en version af denne plade i 192 kbps, men da jeg har denne her på CD, synes jeg et højkvalitets-rip var på sin plads, så her er den i god VBR mp3:

Download

Ringo Deathstarr - S/T EP

Jeg elsker shoegaze.

Men lige så meget som jeg holder af dykkende akkorder, sjusket trommespil, støjudladninger, luftige vokalmelodier, melodiske samples osv. - lige så røvkedeligt synes jeg det er, når shoegaze dækker over uinteressante kompositioner gemt væk bag uendelige mængder reverb og feedback, udført i snegletempo.

Til min store fornøjelse (og i modsætning til mange andre "newgaze" bands) bevæger texanske Ringo Deathstarr sig langt uden om sove-gaze klicheerne på deres debut EP.



Det er rimelig åbenlyst at bandet er stærkt inspireret af My bloody Valentines Isn't Anything. Trommerne tonser for det meste derudaf i lækre sjuskede grooves sammen med den altid distortede bas, imens de knivskarpe og møgbeskidte guitarer hvirvler rundt. Den dybe og tilbagelænede, men alligevel meget nærværende vokal passer perfekt ind i mixet. Produktionen er smagfuld og lækker, men med masser af krads, bid og 80'er æstetik, og sangene er bundet smagfuldt sammen af stemningsfulde og melodiske støjkollager. I det hele taget har Ringo Deathstarr formået at blande alt det, jeg elsker mest fra fortidens shoegaze og lavet en EP, jeg har spillet mere end nogen anden plade i løbet af det sidste par måneder.

Alle sangene er gode, og det er en EP, der fungerer rigtig godt som helhed. Jeg er ofte nødt til at høre den flere gange i træk for at få mit fix. Jeg bliver alligevel lige nødt til at fremhæve slutnummeret Sweet Girl. Fy for satan for et megahit!

Download

Denne EP er bandets første udgivelse fra 2007. I mellemtiden har bandet udgivet nogle 7" plader (bl.a. den fremragende In Love 7"), en split-plade med The Depreciation Guild, og de er nu i gang med at færdiggøre deres første LP, som jeg har meget svært ved at vente på.

Kidcrash - Snacks

Dagens indlæg er dedikeret til amerikanske Kidcrash fra New Mexico.




Jeg så oprindeligt dette band omtalt som screamo, hvilket umiddelbart ikke havde nogen særlig appellerende virkning på mig. Jeg valgte dog alligevel at give dem en chance, da deres plade Snacks, blev kåret som den bedste plade i 2009 ovre på den glimrende blog Cementing The Seams.

Det blev en glædelig overraskelse, fordi screamo betyder åbenbart (i hvert fald i denne sammenhæng) en energisk blanding af post-hardcore, math-rock og 90'er emo tilsat et lille jazzet twist hist og her.

Noget af det, der især fangede min interesse da jeg hørte dem, var den lækre kommunikation guitaristerne imellem. De evigt foranderlige guitarsnørklerier minder mig til tider nærmest om Ghosts & Vodka. De sammenfiltrede guitarfigurer følges på vej af en stram rytmesektion, der sætter et hæsblæsende tempo fra start til slut, og samtidigt finder overskud til et utal af start/stop og rytmiske variationer. Vokalen består primært af råberi leveret i bedste 90'er stil a la fx. Drive Like Jehu.

Noget, der i øvrigt fungerer rigtig godt på denne plade, er at produktionen er meget stram og ren, og hvert instrument har sin plads i panningen og mixet. Der er ikke tale om nogen sonisk dyb talerken, men produktionen tillader virkelig at de komplekse kompositioner får den opmærksomhed, de fortjener.

Bandet har lagt deres nyeste plade Snacks ud til gratis download (gavmilde er de også), så hvis man på nogen måde er til math'et guitarspil og kantet rytmik, vil jeg anbefale at man giver pladen et lyt. Det er stærke sager.

Alle bandets plader kan downloades gratis eller streames her: http://www.denovali.com/kidcrash/

Panel Donor - Lobedom & Global (og Zoom - Helium Octipede)

Hej hej.

Nu sker der sku noget igen.

I dag skriver jeg om Panel Donor. De kom fra Kansas City, og udgav tre plader i årene 1994-1997. De spillede en rimelig speciel blanding af sjusket indie og experimentel støjrock. Den beskrivelse lyder måske ikke særlig unik, men det gør musikken. Mit bedste bud på en sammenligning ville nok være Polvo, eller måske endda vores egne danske Death Tothe.

Panel Donors anden plade Lobedom & Global fra 1996 er en overset lille perle, og jeg havde nok ikke hørt om den, havde jeg ikke fået den anbefalet af en musikkender fra bandets hjemby.

Jeg har tænkt lidt over, hvordan jeg skulle forklare hvad det er, der gør denne her plade fed, men det er svært, da den synes at være gennemsyret af modsætninger og stilforvirring. Jeg tror dog netop at denne stilforvirring er med til at give pladen et meget ærligt og menneskeligt udtryk. Lyden er på en gang både meget garage/øvelokale-agtig våd og fantastisk detaljeret og balanceret. Bob Weston's produktioner for Polvo eller Archers of Loaf ville ikke være irrelevante sammenligninger.

I sangskrivningsafdelingen viser bandet, med jævne mellemrum, en helt uovertruffen sans for at skrue catchy, stemningsfulde og intense melodier sammen. Bandet har dog valgt at servere disse lækkerbidder i små doser, og bevæger sig ofte hurtigt videre til musikalske udladninger af mere spazzet/strittende/improviseret/blævrende/anstrengende karakter. Denne skiften fremstår dog aldrig som et bevidst eller beregnet valg, men snarere som et naturligt og selvfølgeligt flow. Man er overbevist om at at bandet ikke kan spille sammen på anden måde, og heller aldrig har overvejet at det var en mulighed. Det overordnede indtryk jeg efterlades med, er en slags usleben melodisk diamant, serveret af en gang maniodeppresive og uselvbevidste musikere, optaget og produceret med målet at videreformidle præcis den lyd, musikerne selv har følt og skabt i øvelokalet. Jeg kan ikke komme i tanke om mange plader, hvor jeg føler mig så tæt på musikerne, som når jeg hører denne plade. Den til tider rodede lyd bevirker, at det er svært at høre hvad der bliver sunget, men forsangerens levering har mig overbevist om at det er meget presserende, men sikkert også noget vrøvl/bras (hvilket passer mig glimrende).

At pladen desuden er mastereret relativt lavt, med god plads til detaljer og dynamik, er et plus hos mig.

Download

Til de, der skulle finde denne plade interessant, kan jeg som nævnt anbefale danske Death Tothe og deres debutplade Candy's Speach. Derudover, havde den ene af guitaristerne i Panel Donor et andet band ved navn Zoom, som udgav en rigtig fed plade ved navn Helium Octipede. Zoom minder om Panel Donor, tilsat en god dosis surf-guitar, et stort glas reverb og nogle dystre stemninger. Jeg har ofte tænkt lidt på Helium Octipede som en slags musikalsk variant af en dårlig kult-gyser fra 60'erne. I får sku også et link til Helium Octipede. Jeg ved alligevel ikke mere om Zoom, end det jeg lige har skrevet. Jeg beklager den lave bithastighed på 160kbps og et par skips og hop i rippet, men jeg har ikke kunnet finde den i bedre kvalitet. Det er ikke en plade, der ligefrem ligger og flyder rundt over det hele på cybernettet.

Download