Hum - You'd Prefer An Astronaut

I dag skriver jeg om (endnu) en af mine absolutte favoritter.

Amerikanske Hum fra Champaigne, Illinois, er for mig indbegræbet af det jeg gik glip af, ved at ved at være født for sent til at opleve 90'ernes alternative bølge.

Dette skyldes ikke i nogen grad, at Hum var repræsentative for andre bands fra perioden. Deres lyd er faktisk ret unik idet den kombinerer elementer fra grunge med støjflader og guitareffekter, der normalt identificeres med shoegazegenren. Måske er det produktionen. Måske er det forsanger Matt talbots store hinkestensbriller og kortafklippede denim shorts. Måske er det de enorme mure af distortet guitar, eller det sci-fi-inspirerede tekstunivers. Måske er det det faktum at Hum faktisk havde en ret succesfuld single i midthalvfemserne med deres nummer Stars.

Men i hvert fald symboliserer Hum for mig en periode, jeg gerne selv ville have været teenager i, hvor alternativ rock dominerede (i hvert fald nogle få af) radiobølgerne, og hvor et band som Hum fik spilletid på diverse late-night shows og fik deres videoer spillet på MTV. Og hvor jeg måske havde haft bare en lille chance for at have en "hip" og "moderigtigt" musiksmag.

Da Hum havde deres korte bølge af succes, vil jeg tro, de appellerede til fans af eksempelvis Smashing Pumpkins. Men det er mit indtryk at de i dag (nok grundet deres ikke-så-kommercielle tonale/melodiske tendenser) deler flest fans med bands som Failure, Shiner og lignende.

Når alt dette er sagt, er der ikke nogen reel grund til at sammenligne Hum til højre og venstre, for de havde en lyd, med så mange unikke små kendetegn, at den til dato stadig skiller sig ud fra alt andet.



You'd Prefer An Astronaut fra 1995, er så vidt jeg husker bandets tredje plade, og var med singlen Stars, bandets gennembrudsplade. Hums første to plader er ikke dårlige, men jeg er ikke alene om at synes, at de med YPAA tog et kvantespring fra deres tidligere materiale. De første to plader er mere gennemsyrede af tidens grungelyd, og jeg synes der er en grænse for hvor højt jeg kan komme op og ringe over fuzzede power-chords. Heldigvis fandt bandet tilsyneladende de sidste ingredienser de skulle bruge for at fuldende det fantastiske udtryk, som YPAA og efterfølgeren Downward is Heavenward testamenterer.

Hums lyd er meget fyldig og omsluttende men samtidig utrolig detaljeret, og formår på trods af at virke helt enorm, samtidig at indeholde en vis skrøbelighed. Og egentligt kunne man sige det samme om det melodiske univers, Hum arbejder i.

Jeg kunne nemt skrive i timevis om hvor fantastiske Hum er, men da ingen har lyst til at stå i sødsuppe til knæene, vil jeg i stedet blot anbefale alle at give denne plade et lyt. Mine personlige favoritter tæller The Pod, Why I Like the Robins, I'd Like Your Hair Long og den superbe I Hate It Too.

Jeg var lige ved at linke videre til en version af denne plade i 192 kbps, men da jeg har denne her på CD, synes jeg et højkvalitets-rip var på sin plads, så her er den i god VBR mp3:

Download