Hum - You'd Prefer An Astronaut

I dag skriver jeg om (endnu) en af mine absolutte favoritter.

Amerikanske Hum fra Champaigne, Illinois, er for mig indbegræbet af det jeg gik glip af, ved at ved at være født for sent til at opleve 90'ernes alternative bølge.

Dette skyldes ikke i nogen grad, at Hum var repræsentative for andre bands fra perioden. Deres lyd er faktisk ret unik idet den kombinerer elementer fra grunge med støjflader og guitareffekter, der normalt identificeres med shoegazegenren. Måske er det produktionen. Måske er det forsanger Matt talbots store hinkestensbriller og kortafklippede denim shorts. Måske er det de enorme mure af distortet guitar, eller det sci-fi-inspirerede tekstunivers. Måske er det det faktum at Hum faktisk havde en ret succesfuld single i midthalvfemserne med deres nummer Stars.

Men i hvert fald symboliserer Hum for mig en periode, jeg gerne selv ville have været teenager i, hvor alternativ rock dominerede (i hvert fald nogle få af) radiobølgerne, og hvor et band som Hum fik spilletid på diverse late-night shows og fik deres videoer spillet på MTV. Og hvor jeg måske havde haft bare en lille chance for at have en "hip" og "moderigtigt" musiksmag.

Da Hum havde deres korte bølge af succes, vil jeg tro, de appellerede til fans af eksempelvis Smashing Pumpkins. Men det er mit indtryk at de i dag (nok grundet deres ikke-så-kommercielle tonale/melodiske tendenser) deler flest fans med bands som Failure, Shiner og lignende.

Når alt dette er sagt, er der ikke nogen reel grund til at sammenligne Hum til højre og venstre, for de havde en lyd, med så mange unikke små kendetegn, at den til dato stadig skiller sig ud fra alt andet.



You'd Prefer An Astronaut fra 1995, er så vidt jeg husker bandets tredje plade, og var med singlen Stars, bandets gennembrudsplade. Hums første to plader er ikke dårlige, men jeg er ikke alene om at synes, at de med YPAA tog et kvantespring fra deres tidligere materiale. De første to plader er mere gennemsyrede af tidens grungelyd, og jeg synes der er en grænse for hvor højt jeg kan komme op og ringe over fuzzede power-chords. Heldigvis fandt bandet tilsyneladende de sidste ingredienser de skulle bruge for at fuldende det fantastiske udtryk, som YPAA og efterfølgeren Downward is Heavenward testamenterer.

Hums lyd er meget fyldig og omsluttende men samtidig utrolig detaljeret, og formår på trods af at virke helt enorm, samtidig at indeholde en vis skrøbelighed. Og egentligt kunne man sige det samme om det melodiske univers, Hum arbejder i.

Jeg kunne nemt skrive i timevis om hvor fantastiske Hum er, men da ingen har lyst til at stå i sødsuppe til knæene, vil jeg i stedet blot anbefale alle at give denne plade et lyt. Mine personlige favoritter tæller The Pod, Why I Like the Robins, I'd Like Your Hair Long og den superbe I Hate It Too.

Jeg var lige ved at linke videre til en version af denne plade i 192 kbps, men da jeg har denne her på CD, synes jeg et højkvalitets-rip var på sin plads, så her er den i god VBR mp3:

Download

Failure - Fantastic Planet

Hej derude.

Jeg skriver i dag om et band, der nok altid vil have lidt af en særstatus hos mig. At ramle ind i Failures musik som 14-årig er nok den enkeltstående begivenhed, der har påvirket min musiksmag mest. Kort fortalt førte mødet med deres musik til min indseelse af, at der var et alternativ til den musik, jeg blev præsenteret for igennem de mainstream-kanaler, jeg hidtil havde sat min lid til. Ligeledes fik jeg ind i hovedet, at der lå en kæmpe pulje af allerede eksisterende musik og ventede på at blive udforsket, og at jeg gjorde klogere i at vende mig mod denne, frem for at følge med i tidens nye populærmusik. At Failure kom til at spille en så stor rolle for mig hang nok meget sammen med min alder og andre faktorer, og jeg forventer på ingen måde, at andre skal føle samme åbenbaring ved Failures musik. Men de var et fedt band, og på bloggen skal de.




Failure bestod (på denne plade) af Ken Andrews, Greg Edwards og Kellii Scott. Deres musik er tung, stenet, dissonant og fandens catchy. Jeg har ofte tænkt på deres sange som velskrevne pophits, hvor man nærmest systematisk har udskiftet enkelte akkorder med nogle meget underlige og uventede tonekombinationer. Det var oprindeligt netop disse overraskende drejninger i melodier og akkordprogressioner, der fangede min interesse. Failure er ikke det første band der rent melodisk balancerer mellem poppet og syret, men de gør det bedre end de fleste. Herudover dannede deres tykke effektgennemsyrede guitarlyd, de tunge basakkorder og det monotone hårdtslående trommespil en (i hvert fald dengang) rimelig unik lyd, der senere har inspireret bands som Deftones, Cave In og Finch. Deres sidste og mest populære plade Fantastic Planet fra 1996 er en konceptplade, der handler om heroinafhængighed, indhyldet i et Science fiction-tema.

Efter denne plade gik bandet i opløsing, og alle medlemmer har siden forfulgt nye musikalske projekter - nogle mere vellykkede end andre. Jeg nævner i flæng: Autolux, Year of the Rabbit, On, Blinker the Star, og hvis man medregner live-guitarist Troy van Leeuwen, også Queens of the Stone Age og A Perfect Circle.

Efter udgivelsen af Fantastic Planet, og i høj grad efter bandets opløsning, har pladen i udvalgte krædse opnået en nærmest kult-agtig status, og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har set folk udråbe denne plade til den bedste plade nogensinde. Det er jeg måske ikke helt enig i, men jeg kan ikke rigtigt løbe fra, at denne plade har været soundtrack til et par år af mit teenageliv.

I dag synes jeg til tider, der er enkelte elementer ved både produktionen og det generelle udtryk, der virker lidt uopfindsomme, men det kan lige så godt skyldes det faktum, at jeg har hørt mig fuldstændigt døv på denne plade, som det kan have noget med musikken at gøre. Jeg er dog stadigvæk forsvarsløs overfor sange som Segue 3, Leo, The Nurse Who Loved Me og Another Space Song.

Jeg vil lade jer tage stilling selv (en google-søgning afslørede adskillige eksisterende download-links, så jeg linker hermed bare videre til den version, der så ud til at have højeste bitrate):

Download

Hvis man nyder Fantastic Planet, kan jeg varmt anbefale Failures forudgående plade Magnified fra 1994, som, på trods af et lidt vagere defineret udtryk, er en lige så fantastisk plade.