Nu sker der sku noget igen.
I dag skriver jeg om Panel Donor. De kom fra Kansas City, og udgav tre plader i årene 1994-1997. De spillede en rimelig speciel blanding af sjusket indie og experimentel støjrock. Den beskrivelse lyder måske ikke særlig unik, men det gør musikken. Mit bedste bud på en sammenligning ville nok være Polvo, eller måske endda vores egne danske Death Tothe.
Panel Donors anden plade Lobedom & Global fra 1996 er en overset lille perle, og jeg havde nok ikke hørt om den, havde jeg ikke fået den anbefalet af en musikkender fra bandets hjemby.
Jeg har tænkt lidt over, hvordan jeg skulle forklare hvad det er, der gør denne her plade fed, men det er svært, da den synes at være gennemsyret af modsætninger og stilforvirring. Jeg tror dog netop at denne stilforvirring er med til at give pladen et meget ærligt og menneskeligt udtryk. Lyden er på en gang både meget garage/øvelokale-agtig våd og fantastisk detaljeret og balanceret. Bob Weston's produktioner for Polvo eller Archers of Loaf ville ikke være irrelevante sammenligninger.
I sangskrivningsafdelingen viser bandet, med jævne mellemrum, en helt uovertruffen sans for at skrue catchy, stemningsfulde og intense melodier sammen. Bandet har dog valgt at servere disse lækkerbidder i små doser, og bevæger sig ofte hurtigt videre til musikalske udladninger af mere spazzet/strittende/improviseret/blævrende/anstrengende karakter. Denne skiften fremstår dog aldrig som et bevidst eller beregnet valg, men snarere som et naturligt og selvfølgeligt flow. Man er overbevist om at at bandet ikke kan spille sammen på anden måde, og heller aldrig har overvejet at det var en mulighed. Det overordnede indtryk jeg efterlades med, er en slags usleben melodisk diamant, serveret af en gang maniodeppresive og uselvbevidste musikere, optaget og produceret med målet at videreformidle præcis den lyd, musikerne selv har følt og skabt i øvelokalet. Jeg kan ikke komme i tanke om mange plader, hvor jeg føler mig så tæt på musikerne, som når jeg hører denne plade. Den til tider rodede lyd bevirker, at det er svært at høre hvad der bliver sunget, men forsangerens levering har mig overbevist om at det er meget presserende, men sikkert også noget vrøvl/bras (hvilket passer mig glimrende).
At pladen desuden er mastereret relativt lavt, med god plads til detaljer og dynamik, er et plus hos mig.
Til de, der skulle finde denne plade interessant, kan jeg som nævnt anbefale danske Death Tothe og deres debutplade Candy's Speach. Derudover, havde den ene af guitaristerne i Panel Donor et andet band ved navn Zoom, som udgav en rigtig fed plade ved navn Helium Octipede. Zoom minder om Panel Donor, tilsat en god dosis surf-guitar, et stort glas reverb og nogle dystre stemninger. Jeg har ofte tænkt lidt på Helium Octipede som en slags musikalsk variant af en dårlig kult-gyser fra 60'erne. I får sku også et link til Helium Octipede. Jeg ved alligevel ikke mere om Zoom, end det jeg lige har skrevet. Jeg beklager den lave bithastighed på 160kbps og et par skips og hop i rippet, men jeg har ikke kunnet finde den i bedre kvalitet. Det er ikke en plade, der ligefrem ligger og flyder rundt over det hele på cybernettet.
