Jeg skriver i dag om et band, der nok altid vil have lidt af en særstatus hos mig. At ramle ind i Failures musik som 14-årig er nok den enkeltstående begivenhed, der har påvirket min musiksmag mest. Kort fortalt førte mødet med deres musik til min indseelse af, at der var et alternativ til den musik, jeg blev præsenteret for igennem de mainstream-kanaler, jeg hidtil havde sat min lid til. Ligeledes fik jeg ind i hovedet, at der lå en kæmpe pulje af allerede eksisterende musik og ventede på at blive udforsket, og at jeg gjorde klogere i at vende mig mod denne, frem for at følge med i tidens nye populærmusik. At Failure kom til at spille en så stor rolle for mig hang nok meget sammen med min alder og andre faktorer, og jeg forventer på ingen måde, at andre skal føle samme åbenbaring ved Failures musik. Men de var et fedt band, og på bloggen skal de.
Failure bestod (på denne plade) af Ken Andrews, Greg Edwards og Kellii Scott. Deres musik er tung, stenet, dissonant og fandens catchy. Jeg har ofte tænkt på deres sange som velskrevne pophits, hvor man nærmest systematisk har udskiftet enkelte akkorder med nogle meget underlige og uventede tonekombinationer. Det var oprindeligt netop disse overraskende drejninger i melodier og akkordprogressioner, der fangede min interesse. Failure er ikke det første band der rent melodisk balancerer mellem poppet og syret, men de gør det bedre end de fleste. Herudover dannede deres tykke effektgennemsyrede guitarlyd, de tunge basakkorder og det monotone hårdtslående trommespil en (i hvert fald dengang) rimelig unik lyd, der senere har inspireret bands som Deftones, Cave In og Finch. Deres sidste og mest populære plade Fantastic Planet fra 1996 er en konceptplade, der handler om heroinafhængighed, indhyldet i et Science fiction-tema.
Efter denne plade gik bandet i opløsing, og alle medlemmer har siden forfulgt nye musikalske projekter - nogle mere vellykkede end andre. Jeg nævner i flæng: Autolux, Year of the Rabbit, On, Blinker the Star, og hvis man medregner live-guitarist Troy van Leeuwen, også Queens of the Stone Age og A Perfect Circle.
Efter udgivelsen af Fantastic Planet, og i høj grad efter bandets opløsning, har pladen i udvalgte krædse opnået en nærmest kult-agtig status, og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har set folk udråbe denne plade til den bedste plade nogensinde. Det er jeg måske ikke helt enig i, men jeg kan ikke rigtigt løbe fra, at denne plade har været soundtrack til et par år af mit teenageliv.
I dag synes jeg til tider, der er enkelte elementer ved både produktionen og det generelle udtryk, der virker lidt uopfindsomme, men det kan lige så godt skyldes det faktum, at jeg har hørt mig fuldstændigt døv på denne plade, som det kan have noget med musikken at gøre. Jeg er dog stadigvæk forsvarsløs overfor sange som Segue 3, Leo, The Nurse Who Loved Me og Another Space Song.
Jeg vil lade jer tage stilling selv (en google-søgning afslørede adskillige eksisterende download-links, så jeg linker hermed bare videre til den version, der så ud til at have højeste bitrate):
Download
Hvis man nyder Fantastic Planet, kan jeg varmt anbefale Failures forudgående plade Magnified fra 1994, som, på trods af et lidt vagere defineret udtryk, er en lige så fantastisk plade.
